top of page
Forældresamarbejde

Et godt samarbejde mellem jer som forældre og mig som dagplejer er vigtigt, da jeres barn hurtig aflæser, om I er trygge ved at aflevere barnet, og om I er tilfredse med dagplejen.

Jeg forventer en åben og ærlig dialog om jeres barn og de oplevelser I har med at have barnet i dagplejen.

Overgang fra hjem til dagpleje

Når I som forældre kan være interesserede i en plads i dagplejen, kan I komme på besøg en lørdag eller søndag eftermiddag for at se dagplejen og høre om dagligdag, pædagogik m.m.

For at lave en så blid og tryg indkøring for barnet som muligt, er det vigtigt, at I som forældre lærer mig at kende, før I afleverer jeres barn.

Før barnet starter i dagplejen tilbydes I op til tre besøg om formiddagen, hvor I kan møde mig, de andre børn og opleve vores dagligdag. Dette giver en tryghed for både barn og jer som forældre og skaber en følelse af ”sikkerhed” hos barnet. 

I må gerne være med de første dage i barnets indkøring. Det skal helst være korte dage i den første uge.

​Samarbejde og kontakt i hverdagen

Når barnet afleveres og hentes i dagplejen, er det fint at I er sammen med jeres barn et lille stykke tid, afhængig af, hvad der fungerer bedst for barnet.

Her giver vi også beskeder til hinanden om barnet i forhold til oplevelser, humør, mad, søvn m.m. inden vi siger goddag og farvel til hinanden.

Hvis der opstår behov for kontakt i løbet af dagen, skal I helst ringe mellem 12.30-13.30 eller i stedet sende en SMS, da telefonopkald kan forstyrre mig i vores aktiviteter og i mit samvær med børnene.

I er som forældre velkomne til at være på besøg i dagplejen, så længe I indgår i dagplejens aktiviteter og daglige rutiner.

​​

 

Information til forældre

Information om dagplejen lægges ud på en lukket gruppe for forældre på Messenger. Her kan vi kommunikere indbyrdes og jeg lægger billeder ud engang i mellem.

I dagplejen er der plancher med billeder fra hverdagen i børnehøjde. Jeg vil opfordre jer til at kigge og tale med jeres barn om ting, aktivitere og børn på billederne.

Møder
Som forældre tilbydes du/I en individuel samtale to gange om året. På disse møder er der også ofte en fælles snak mellem alle forældre og mig som dagplejer.

​Hvis der ellers opstår behov for møder, finder vi ud af dette.

 

Vurdering af barnets udvikling

Jeg vil gerne løbende foretage en vurdering af jeres barns udvikling. Vurderingerne er ikke for at ”finde fem fejl”, men for at være med til at sikre barnets trivsel, udvikling og læring på alle områder.

Vurderingen af barnets udvikling og trivsel sker i et tæt samarbejde med jer forældre. Når der er særlige områder, der skal være fokus på sker dette selvfølgelig også i et tæt samarbejde med jer forældre.

Gennem mit daglige samvær med jers barn har jeg mulighed for at vurdere barnets sprog og øvrige udviklingsområder gennem observationer i dagligdagen. Observationerne bruges bl.a. til at udfylde et ”ALLE MED” skema (ALLE MED er beregnet til udviklingsbeskrivelse af småbørn mellem 1-6 år), og viser barnets styrkesider og om der er indsatsområder, der skal være særlig fokus på.

​Jeg anvender også et skema, som jeg selv har udarbejdet, der går mere i dybden med barnets sproglige udvikling.

Ved behov kan der laves en TRAS (tidlig registrering af sprogudvikling) ved to-årsalderen og en Eva test (vurdering af talesproget hos 2 til 2½ årige børn) ved 2½ årsalderen.

FullSizeRender(2).jpg

Overgang fra dagpleje til børnehave

Inden børnehavestart, er der mulighed for at få lavet en beskrivelse af barnet til brug ved overgangen mellem dagpleje og børnehave.


Der tilbydes en samtale med jer, hvor min beskrivelse af barnet gennemgås og hvor vi aftaler afslutning for barnet.


Jeg tilbyder et besøg i barnets kommende børnehave sammen med barnet og tager billeder, for at kunne tale med barnet om børnehaven.


Efter barnet er startet i børnehave inviteres barn og forældre på et besøg i dagplejen.

bottom of page